Den Flammende Stjerne


Gå til indhold

De gamle landemærker

Om frimureri

De gamle landemærker.

ARS QUATUOR CORONATORUM - Vol. LXXII, 1959
  
Vi er alle ved vor indvielse blevet pålagt at adlyde og holde fast ved Ordenens Gamle Landemærker. Den Valgte Mester forpligter sig til ikke at tillade eller tåle nogen som helst afvigelse fra de fastslåede og rodfæstede Landemærker. I virkeligheden forholder det sig sådan, at Den Forenede Storloge af Englands Konstitutionsbogs Regel 111 (og dermed også Det Danske Frimurerlaugs Konstitutionsbogs Regel 68) bestemmer, at enhver Valgt Mester, før han bliver indsat i Stolen, skal forpligte sig til at ville bevare og beskytte Ordenens Landemærker.

Hvad er da disse landemærker, hvortil der knyttes så stor betydning? Adskiller et frimurerisk landemærke sig i sin betydning fra den opfattelse, vi i almindelig tale tillægger dette ord?

Vi ved, at for en navigatør er et landemærke et særligt iøjnespringende træk i landskabet, som giver ham muligheden for at bestemme sin position. Vi ved også, at DHS flere steder taler om landemærker som f.eks. i Femte Mosebog xxvii, 17, hvor der karskt og klart siges, at man ikke må fjerne en nabos landemærke, dette være sig et bestemt træ, en stor sten eller en lille bæk, som angiver grænserne for et landbrug, for en landsby eller for et andet bestemt område.

Vi taler også om landemærker i historien – slaget om Trafalgar, kampen ved Dybbøl, bomben mod Hiroshima, landingen på månen osv. På medicinens område er opdagelsen af blodets cirkulation, indførelsen af antiseptisk kirurgi og opdagelsen af penicillin landemærker.

Alle disse landemærker besidder et fælles træk: Hver enkelt af dem er en speciel og særlig ting. Findes der da sådanne landemærker i vort frimureri, og, hvis det er tilfældet, kan vi da opstille en liste over dem? Er sådan en liste nogensinde blevet offentliggjort? Disse spørgsmål må før eller siden melde sig hos enhver søgende frimurer, og når han søger i laugets omfattende litteratur, vil han faktisk støde på den ene efter den anden af sådanne lister. Nogle er korte og omfatter kun få punkter. Andre er lange og specificerer en snes eller flere. Ingen af dem er helt enige.

Vor søgende broder retter så sin opmærksomhed mod Konstitutionsbogen, eller mod ritualerne, eller mod årbøgerne eller mod beretningerne fra Storlogen lige fra 1717 frem til vore dage. Hos ingen af disse kilder vil han finde en autoritativ erklæring eller forklaring om landemærkerne, og – under alle omstændigheder – slet ikke hos Den Forenede Storloge af England eller dens to forgængere. Men hvis han søger omhyggeligt vil han til sidst i den allerførste Konstituionsbog finde den tidligste reference til det spekulative frimureris gamle landemærker. Det er indeholdt i Regel 39 af de Almindelige Regler, som siges at være ”
. . . . Samlet først af Hr. George Payne, Anno 1720, da han var Stormester, og godkendt af Storlogen på Skt. Johannes Døberens Dag, Anno 1721, i Stationer’s Hall, London” (Stationer’s Hall = Papirhandlernes Hus)
Den nævnte Regel 39 begynder således: ”Hver Årlig Storloge besidder en medfødt og dybt rodfæstet Myndighed og Autoritet til at lave nye Regler eller til at ændre sådanne til dette gamle Broderskabs sande Bedste: Altid forudsat at de gamle Landemærker omhyggeligt bevares . . . ”.

Vor søgende broder vil imidlertid lægge mærke til at James Anderson, som samlede denne første
Konstitutiondbogs indledning til de Almindelige Regler erklærede, at han havde: ” .. sammenlignet dem med og indordnet dem som de gamle Optegnelser og som Broderskabets skikke fra umindelige tider, og opstillet dem på denne nye Måde ..”.

Dette  kunne medvirke til at rette vor broders opmærksomhed mod de mere end hundrede ”Gamle Pligter”, i form af håndskrifter (HS) lige fra Cooke og Regius HS’erne frem til det senest fundne. Når han derefter har afsluttet denne møjsommelige men interessante søgen, vil han sandsynligvis nå til den konklusion, at frasen om gamle landemærker, ja i virkeligheden hele begrebet ”gamle landemærker”, var en helt igennem ny ide fostret af Stormester George Payne eller, måske mere sandsynligt, af James Anderson.

Han vil nemlig opdage, at de  Gamle Pligter er tavse, når det gælder emnet ”landemærker”, og vor broder vil finde det vanskeligt at undgå at nå til den konklusion, at uanset hvilket formål Payne og Anderson havde haft i tankerne vedrørende de gamle landemærker, havde de i hvert tilfælde ikke tænkt på en specifik liste med bestemte punkter, ligesom de heller ikke var overbringere af noget som helst historisk princip kommet til os fra en fjern fortid.

Derfor er det måske mere brugbart at betragte hensigten bag frasen. Det er utænkeligt, at nogen vil gå imod den opfattelse, at formålet var, dengang som nu, at bevare i bund og grund uændret det eksisterende spekulative frimureriske system. Man kunne ikke godt frakende Storlogen dens nedarvede myndighed til at lave nye regler eller til at foretage ændringer, men det blev anset for at være af afgørende betydning at sådanne nye eller ændrede regler ikke måtte ændre naturen eller karakteren af  systemet, således som det var grundlagt.

Hvad der mentes med det sidste, fremgik af ”Konstitutionen”. Det var nemlig broderskabets ”Historie, Love, Pligter, Befalinger, Regler og Skikke”, som angivet i James Andersons Konstitutionsbog fra 1723. Intet særligt punkt skulle fremhæves. Det nye systems fundamentale karakter måtte bevares.

Det var faktisk som om, at de, som havde taget det gamle operative laugs  så godt som tomme skal og på ny fyldt det op med resultaterne af
”sammenfatningen af Broderskabets skikke fra umindelige tider . . . opstillet på denne nye Måde”, dvs. fyldt op med deres eget spekulative frimureri, var ivrige efter at sikre en vedvarende eksistens for deres nye  værk.. At have udtænkt, hvad senere generationer kaldte et ”moralsystem”, som muliggjorde et broderskab mellem mænd af modstridende trosretninger og politiske synspunkter, som ellers ville have været på stadig afstand af hinanden, var ingen ringe præstation.

Det var værd at bevare. De, som havde konstrueret det, var mænd med visioner, og selv om deres store forhåbninger midlertidigt blev mødt af skuffelser i de feststemte, selskabsglade årtier, der fulgte efter søsætningen af det nye system, var det grundlag, de havde skabt, sundt og stærk nok til at kunne bære den storslåede overbygning, som senere generationer byggede på det uden at afvige særlig meget fra den oprindelige plan.

Ikke desto mindre var der næsten ikke et eneste element i denne oprindelige plan, når det blev foreslået som et landemærke, som ikke blev kritiseret på den ene eller anden måde. Systemer, som gør krav på at bære betegnelsen frimureri, er i dag verden over ganske talrige, og ligesom trosretninger gør de krav på at være enten den sande oprindelige eller at repræsenter det, som er nærmest de oprindelige gamle grundlæggeres hensigter. Allerede i midten af det attende århundrede opstod der i England en anden storloge, som beskyldte den oprindelige storloge fra 1717 for at have afveget fra den oprindelige plan, og ved slutningen af århundredet var der eller havde været i det mindste fire storloger i dette land alene. Det første tiår af det nittende århundrede gik, før uoverensstemmelserne blev tilstrækkeligt ”repareret” til at sikre dannelsen af en Forenet Storloge, som i dag i ophøjet ro fortsætter sit arbejde.
Men selv denne vor egen storloge bliver til tider kritiseret af frimurere fra andre suveræne jurisdiktioner for en alt for hårdnakket fortolkning af Andersons oprindelige pligter. Og dog kan vor storloge ikke gøre andet, hvis den vil være lydig mod formaningen om at bevare de gamle landemærker. Ethvert frimurerisk system er nødvendigvis et dogmatisk system, dvs. at det før indladelsen kræver af sine kandidater, at de accepterer visse dogmer. Ydermere kan disse dogmer ikke undersøges, analyseres eller modificeres, og ingen storloge kan af logiske årsager gå ind i en diskussion om en ny og anderledes fortolkning af dem. En indlysende vanskelighed opstår, hvor forskellige storloger har forskellige grundlæggende dogmer, og en storloge kan endda gå så vidt som at sætte spørgsmålstegn ved en anden storloges ret til brugen af betegnelse frimureri.

Vor egen Forenede Storloge befinder sig i den kolossalt stærke position at være udgået fra den oprindelige storloge fra 1717, og udstrækker kun sin anerkendelse til de frimureriske institutioner, som anerkender dens egne grundlæggende principper. Den er af logiske grunde forpligtet til at forbyde sine medlemmer at have frimurerisk forbindelse med medlemmer af andre systemer. At tåle det ville være at indrømme andre grundlæggende dogmers mulige gyldighed.    
Heraf følger at bevarelsen af den oprindelige renhed af hvilken som helst frimurerisk system må afhænge af den uændrede bibeholdelse af dets grundlæggende dogmer, hvad end de måtte være, og det er denne bibeholdelse der billedligt må beskrives som ”at bevare af de Gamle Landemærker”.

At diskutere om dette eller hint begreb er eller ikke er et af frimureriets landemærker er således helt ved siden af. Et landemærke som sådan er ikke noget uforanderligt, ligesom det heller ikke har en absolut betydning.
Landemærker relaterer til det specielle frimureriske system, som det tilhører, og hjælper til med at definere det på samme måde som Euclids grundsætninger og postulater definerer geometri. Andre grundsætninger og postulater definerer andre geometriske systemer.

Heraf følger uundgåeligt, at ethvert specielt frimurerisk systems friheder ikke må udstrække sig til at gælde en kritisk undersøgelse af dets dogmer, fordi systemet i sig selv ligger uudtalt heri. Med andre ord ”landemærkerne skal bevares”.
Det betyder imidlertid ikke, at intet udbytte kan høstes ved et studium af de forskellige lister over landemærker, som har vundet udbredelse fra tid til anden. Tværtimod, når først vi erkender det formålsløse i at forsøge at vurdere gyldigheden af et hvilket som helst foreslået eller påstået landemærke i en absolut forstand, kan vi vende os mod et meget mere interessant aspekt. For disse lister afslører meget om tankegangen hos dem, som komponerede dem, og også hos de frimureriske jurisdiktioner, som har godkendt og udbredt dem.

Hvis vi f.eks. undersøger den velkendte liste over femogtyve landemærker, som blev opstillet af den fejrede Dr. Albert Mackey, en amerikansk frimurerisk skribent af verdensomspændende berømmelse i det nittende århundrede, får vi en meget klar ide om hvilken slags frimurerisk system, han ønskede sikret for al fremtid. Denne liste – og andre – er lette at finde i forskellige frimureriske opslagsværker og behøver ikke at blive gentaget her. Hvad der derimod til stor nytte kan citeres her er Pastor. A. F. A. Woodfords kommentar til listerne i Kennings Cyclopaedia of Freemasonry, hvor han siger:

” . . . man vil se, at vi accepterer størstedelen af de landemærker, som er opstillet af Mackey og andre skribenter, som en rimelig forklaring af emnet, selvom vi ikke kan være enige om dem alle, og vi føler også at en sådan fremstilling ikke harmonerer fuldstændig med Andersons oprindelige ord; og nogle kunne med rette stille spørgsmålet, om mange af disse punkter, som anses for at være landemærker, ikke i realiteten er pligter, kvalifikationer, skikke i højere grad end landemærker.”

Derfor er det at bevare de gamle landemærker simpelthen at bibeholde vort frimureris karakter og principper dybest set uændret. Men indenfor denne begrænsning er der en stor frihed, nemlig den enkelte frimurers frihed til personligt at fortolke eller tyde, som han ønsker det, de allegorier og den symbolik, der er de udtryksmidler, hvormed vi underviser i vore grundsætninger.

Det er vor store frimureriske arv fra vort systems kloge grundlæggere fra det attende århundrede, dvs. fra den æra som, udmattet af sanseløse krige og gensidigt ødelæggende stridigheder, var nødt til at løse problemer ikke ulig dem verden står overfor i dag. Hvordan kunne man, stillet overfor modstridende interesser, lidenskaber og ideologier, leve og stræbe efter lykken? Løsningen lå i et åbent og tolerant livssyn kombineret med en streng lydighed mod grundsætninger, man stolede på, i sig selv et paradoks, men et paradoks som virkede.

Frem for alt: gensidig tolerance var nøglen. Gensidig tolerance er, som så rigtig sagt af William Preston, et af Laugets mest fremtrædende og værdifulde karaktertræk.

Oversat af Orla Støcker.

Opdateret 27 maj 2017
© Den Flammende Stjerne
webmaster@denflammendestjerne.dk

Retur til indhold | Retur til hovedmenu