Den Flammende Stjerne

Generel information om frimureri for medlemmer og ikke-medlemmer.

Indledning
Frimureri kom fra England, men er – som det er almindeligt kendt –  på ingen måde begrænset til England eller de Britiske Øer. Det er udbredt over den ganske verden med omkring 120 storloger, som alle er anerkendte af Den Forenede Storloge af England. Herudover findes der rundt omkring i verden et antal storloger, som ikke er anerkendte af Den Forenede Storloge af England.

Frimureri kom til Danmark i 1743 i form af et ritual og en konstitutionen i tysk oversættelse, men indholdsmæssigt i dets helt oprindelige engelske udformning, der imidlertid efter ganske få års forløb blev trængt i baggrunden – og glemt – af påvirkninger fra Tyskland, Frankrig og Sverige. Denne glemte eksistens varede uantastet indtil sidst i 1920’erne, hvor der opstod loger, som ønskede det engelske frimureri genindført, således som det var meningen fra begyndelsen.

I de følgende godt 30 år vandt disse loger mere og mere fodfæste og underskrev i 1961, som en ligeværdig og selvstyrende partner en tilslutningsoverenskomst med Den Danske Frimurerorden, der – trods dens overgang til det kristne svenske system – har bibeholdt Den Forenede Storloge af Englands anerkendelse.

Yderligere 30 år senere, i 1992, reviderede Det Danske Frimurerlaug, under betegnelsen Det Danske Frimurerlaug af Gamle Frie og Antagne Murere, dets ritualer, så disse var i overensstemmelse med det overalt mest anvendte engelske Emulation Ritual og hurtig derefter dets konstitutionsbog, så den var i overensstemmelse med Englands Book of Constitutions.

Det Danske Frimurerlaug  er på den baggrund således i dag den eneste regulære frimureriske orden i Danmark, som repræsenterer det engelske system, nøjagtigt som det er begyndt og har udviklet sig.

Der er ca. 1700 medlemmer i Det Danske Frimurerlaug, som er betegnelsen for de danske frimurere, hvis øverste leder er laugsmesteren, der – ligesom den enkelte loges mester – er valgt for ét år ad gangen. Hele opbygningens struktur er baseret på at anspore de individuelle loger og styrke dem i den moralske støtte, de forventes at yde deres medlemmer.

Det er i den enkelte almindelige loge, det vigtigste arbejde udføres. Den enkelte loge udgør den grundlæggende enhed i frimureri, der i øvrigt i almindelig tale benævnes som lauget, hvilket er en oversættelse af den engelske betegnelse ”the craft” (= håndværket), som i England i århundreder har været ensbetydende med frimureri. En loge ledes, som ovenfor antydet, af en mester og hans to assistenter, kaldet hhv. første og anden bevogter. Der er ligeledes andre embedsmænd, eksempelvis en skatmester, en sekretær, en velgører og en ceremonimester samt nogle få andre, som alle er af vigtighed for en loges drift.

Hvad er frimureri?
Svaret herpå gives i ritualet, som er skrevet for ca. 280 år siden. I dette svar betegnes frimureri som ”et moralsystem indhyllet i allegorier og belyst ved symboler”.

Et i sprogligt henseende mere dagligdags svar kunne være, at det er et system, som er opdragende, belærende og sidst - men ikke mindst - en positiv aktivitet, som for den tænksomme frimurer bliver en livsstil. Medlemmerne tilslutter sig af vidt forskellige grunde, som ikke kan opstilles i et skema. Det kan være af moralske årsager, fordi de ved samtaler med venner, de nærer tillid til, er blevet vidende om frimureriets berigende belæringer. Eller de har forstået, at det er en givende måde i en moden alder at møde ligesindede på; ligesindede, der bliver til venner, og hvor det i mange tilfælde udvikles til livslange venskaber. Der ligger en tryghed i at komme sammen med venner, med hvem man kan mødes på frimureriets betingelser for at deltage i et møde i logen og sluttelig nyde et beskedent måltid sammen med.

Men! Tag ikke fejl! Frimureri er ikke en klub!
Hvorfor består der da, som det desværre er tilfældet, forskellige misopfattelser af hvad frimureri er? En af disse består fx i overbevisningen om, at frimurere på andres bekostning giver fortrinsret til andre frimurere, når det drejer sig om forretninger, om at give arbejde, kontrakter og lignende.

Et enkelt svar på dette er, at det bør frimurere ikke gøre, og at de i almindelighed ikke gør det. At prøve på at opnå eller tilbyde sådanne fordele ville være at misbruge medlemskabet. Det ville være et brud på den frimureriske disciplin og ville påkalde sig en irettesættelse.

Det er opfattelsen hos mange, at frimurere aflægger ed på at ville hjælpe hinanden uanset omstændigheder og konsekvenser. Vel er det rigtigt, at de lover at hjælpe hinanden – men det er alene på det medmenneskelige og moralske plan. Der er på ingen måde tale om at hjælpe ”uanset omstændigheder og konsekvenser”.

Vi må som frimurere i stor udstrækning erkende, at vi må give os selv skylden for disse forkerte opfattelser, fordi vi ikke i tilstrækkelig stor udstrækning har fortalt og forklaret noget om os selv. Det fører uundgåeligt til, at nogle mennesker ser os på den måde, som de ønsker at se os, og ikke som vi er.

Vi giver ikke adgang for kvinder til vore loger, ligesom kvindelige frimurerordner, hvor de måtte findes, ikke giver adgang for mænd. Deres og vor orden er helt adskilte ordner uden nogen forbindelse med hinanden. Grunden til denne adskillelse er af rent historisk karakter – som det i øvrigt er tilfældet med baggrunden for mange andre forhold i frimureri.

Det er et faktum, at man ikke med sikkerhed véd, hvordan frimureri er opstået. Der eksisterer imidlertid to hovedteorier, som hver især har deres tilhængere. Den første teori går ud på, at de operative stenhuggere, som byggede de store katedraler og borge, havde loger, hvor de drøftede håndværkets anliggender. De havde helt enkle optagelsesceremonier for lærlinge og frimurersvende, og da der ikke fandtes certifikater udstedt af byen eller af gildet, kontingentbøger for indbetaling eller blot medlemskort til fagforeningen, antog stenhuggerne og murerne hemmelige tegn og ord, således at de, når de rejste fra arbejdsplads til arbejdsplads, havde en måde at vise på, at de var uddannede fagfolk.

I 1600–tallet begyndte disse operative loger at optage – man kaldte det ”antage” – mænd, som ikke tilhørte faget. De blev kendt som ”gentleman murere,” og deres tilstedeværelse ændrede gradvist de respektive loger til at være ”frie” eller ”antagne” loger.

Den anden teori går ud på, at den gruppe, som –  i slutningen af 1500-tallet og begyndelsen af 1600-tallet dannede frimureriet – var en gruppe, der var interesseret i at fremme den religiøse og politiske tolerance i en tid, som var præget af stor intolerance, hvor meningsforskelle i spørgsmål vedrørende religion og politik skulle vise sig at føre til en blodig borgerkrig.

Det, man prøvede at gøre, var at skabe bedre mennesker og således bygge en bedre verden. Da undervisningen på den tid foregik ved hjælp af allegorier og symboler, skabte den en allegori over dét at opføre et bygningsværk, og gjorde det til den centrale ide i udformningen af deres system. Hovedkilden til deres allegori var Bibelen, hvis indhold – fordi det store flertal dengang ikke kunne læse – var blevet skildret og læst op for dem, og derfor var kendt af næsten alle og enhver. Det eneste bygningsværk, som er beskrevet i detaljer i Bibelen, er Kong Salomos tempel, som derfor kom til at blive ritualets basis.

De gamle håndværksgilder forsynede gruppen – eller grupperne – med den grundlæggende administration i form af en mester, hans to bevogtere, en skatmester og en sekretær, medens de operative mureres værktøjer forsynede dem med en rigdom af symboler at moralisere på. Det er ganske sandsynligt, at oprindelsen til frimureri, som vi kender det i dag, er en blanding af begge teorier.

Den tidligst kendte engelske optegnelse, der beretter om at gøre en mand til frimurer, var af Elias Ashmole, en astrolog, alkymist, botaniker og sidst – men ikke mindst – oldtidsforsker, hvis samlinger kom til at danne grundlaget og udgangspunktet for det museum i Oxford, som den dag i dag bærer hans navn, nemlig The Ashmolean Museum. Han blev ifølge optegnelserne i sin personlige dagbog optaget den 16. oktober 1646.

Organiseret frimureri begyndte med stiftelsen af en storloge, nemlig Storlogen af London, som blev den første i verden af sin art. Den blev stiftet den 24. Juni 1717. Siden blev den til Storlogen af England, efterfulgt af en tilsvarende i Irland i 1725 og i Skotland i 1736. Alle verdens regulære Storloger kan spores tilbage til én af disse tre - eller til en kombination af disse tre.

I 1751 dannede en gruppe irske frimurere, som påstod at den første storloge havde foretaget ændringer i ceremonierne, en rivaliserende storloge. Denne rivaliserende storloge hævdede, at den for sit eget vedkommende var tro mod de gamle traditioner, og betegnede derfor sig selv som ”De Gamle,” på engelsk ”The Antients” (på gammeldags vis stavet med ”t” i stedet for med ”c”). Modsætningsvis betegnede de – lidt hånligt – den første storloge som ”The Moderns” (”De Moderne”).

Igennem det meste af et halvt århundrede var de to storloger i strid med hinanden. I begyndelsen en bitter strid som med tiden mildnedes,  og som i de allerførste år af det nittende århundrede arbejdede sig frem mod en forsoning og en sammenslutning, der fandt sted i 1813, da den nuværende storloge, Den Forenede Storloge af England, samledes under ledelse af Hans Kongelige Højhed hertugen af Sussex som stormester.
Frimureri er som organisation, der i overensstemmelse med baggrunden for sin skabelse, ikke knyttet til en bestemt religion, noget enestående derved, at den kræver af kandidater, som ønsker at blive optaget, at de er i besiddelse af en religiøs opfattelse og indstilling. En kandidat skal give udtryk for en tro på et Højeste Væsen, og han må være klar over, at de frimureriske ceremonier omfatter bønner – hvilket imidlertid ikke gør frimureri til en religion. Frimureri tilbyder ikke hellige sakramenter eller frelse.
Hvis man ønsker religion, må man gå til sin kirke, synagoge, moske eller tempel. Dét man kan få dér, kan frimureri ikke tilbyde et medlem.

Frimureri tilskynder sine medlemmer til at blive bedre mennesker og borgere og dermed bedre kristne, bedre jøder, bedre muslimer eller bedre udøvere af den religion, som de hver for sig bekender sig til.

I Danmark henviser vi til den Hellige Skrift, eller – som det udtrykkes i andre frimureriske jurisdiktioner – til den Hellige Lov, som frimureriets første og største symbol.

I Danmark er dette symbol, på samme måde som det er tilfældet i flertallet af de britiske loger og andre engelsktalende loger i øvrigt, en udgave af Bibelen. Men da der overalt i verden er mange frimurere, som ikke er kristne, og for hvem Bibelen ikke er deres Hellige Bog,
får de helt naturligt mulighed for at aflægge deres forpligtelse på den bog, som for dem og deres religion er hellig.

Et andet punkt vedrørende religionens område skal fremhæves. Da frimureri omfatter mænd, som alle tror på et Højeste Væsens – dvs. Guds – eksistens, ville det kunne skabe disharmoni, såfremt frimureri i sit ceremonielle arbejde ville bruge én bestemt religions betegnelse for Gud, som det derfor benævner som Universets Store Arkitekt eller – som i Danmark – Verdens Store Bygmester, hvilken sidste betegnelse har en tysk inspireret oprindelse.

Universets Store Arkitekt er hverken en frimurerisk Gud eller et forsøg på at kombinere alle religioners Gud. For den kristne er den Store Arkitekt treenighedslærens Gud. For jøden, hinduen, sikhen, muslimen osv. er den Store Arkitekt betegnelsen for Gud, sådan som deres respektive religion opfatter og belærer om.

Ved at bruge betegnelsen Universets Store Arkitekt oversat til de respektive sprog og tungemål (i Danmark således oversat til Verdens Store Bygmester), er mænd af forskellige religioner i stand til at dyrke deres respektive Gud uden at vække gensidig anstød.

For at opretholde harmoni i logen er et af de grundlæggende principper derfor, at man ikke diskuterer religion eller politik.

Frimureriets principper er principper, der er fælles for alle store religioner, men det betyder ikke, at frimureri hos sine medlemmer ønsker at tage religionens plads eller at være en erstatning for religionen. Enhver kandidat bliver formanet til at praktisere sin religion og til at betragte dens Hellige Bog som den ufejlbarlige målestok for sandhed og retfærdighed.

Men frimureri underviser ikke sine medlemmer i, hvordan deres religiøse tro bør være. Frimureri beskæftiger sig med forholdet mellem mennesker. Religion beskæftiger sig med menneskers forhold til Gud.

For øvrigt siger frimurere ikke ”Amen” ved slutningen af en frimurerisk henvendelse til Skaberen. Vi siger ”Så(dan) må det ske,” hvilket er en god og direkte oversættelse af et ældgammelt engelsk udtryk: ”So mote it be.”
"So Mote It Be" er de sidste ord i det gamle håndskrift for operative murere fra ca. 1390, som kendes under betegnelsen ”Regius Digtet”, fordi det er skrevet på vers. Murerne har således brugt udtrykket helt fra begyndelsen af håndværkets, dvs. laugets historie. Frimureri bruger mange gamle ord, som nu er ude af brug i daglig tale, men som fortsat findes i det frimureriske ritual og på den måde understreger kontinuiteten i frimureriets faktiske historie.

Tre store grundsætninger
Igennem mange år har frimurerne levet efter tre store grundsætninger, nemlig: broderkærlighed, hjælp og sandhed.
Disse tre kunne også betegnes som ”venskab, medfølelse og ærlighed.”

Broderkærlighed – eller venskab – udvises af enhver sand frimurer i form af tolerance og respekt for andres opfattelser, og han opfører sig med venlighed og forståelse overfor sine medskabninger.

Hjælp – eller medfølelse – udvises af enhver sand frimurer. Han belæres om at udøve godgørenhed og barmhjertighed og at nære omsorg for ikke blot sine egne men også for samfundet som helhed, såvel ved næstekærligt at give som ved frivilligt - som enkeltperson - at yde en indsats.

Sandhed – eller ærlighed – udvises af enhver sand frimurer. Han belæres om at stræbe efter sandhed og at kræve høje moralske standarder og at tilstræbe at leve op til dem i sit eget liv.
 
Hvad sker der i en loge?
Efter således at have trukket baggrunden for frimureri op, hvad kan der så fortælles, om hvad der faktisk sker i en loge?

Først og fremmest kan det siges, at det at træde ind i logen og tage plads blandt sine brødre og ligemænd for at deltage i mødet, giver én en uhåndgribelig og uforklarlig fornemmelse af ro, tryghed og gengældt tillid, som ikke findes ret mange andre steder.

Det har en virkning, som på det åndelige plan kunne sammenlignes med noget så prosaisk som dét, hver morgen for fysikkens skyld, at tage en vitaminpille, blot i dette tilfælde en frimurerisk vitaminpille for det åndelige og sjælelige velbefindendes skyld.

Et møde kan siges at bestå af to, ja i virkeligheden tre dele.

Som i en enhver anden forening er der visse administrative handlinger, der skal tilgodeses. Der er beretningen fra sidste møde, der er forslag om nye kandidater, ballotering – dvs. afstemning – om kandidater, som er foreslået og anbefalet, behandling og afstemning om finansielle spørgsmål, diverse meddelelser og korrespondance i almindelighed.
Så er der ceremonierne for optagelse af nye medlemmer og den årlige installation af den nye mester samt udnævnelse af embedsmænd.

Ceremonien for optagelse i hver enkelt af frimureriets tre grader kan ligeledes betragtes som værende delt i to dele, nemlig en let dramatisk del, der med kandidaten som aktiv deltager instruerer ham om frimureriets lære og principper, efterfulgt af en del som omfatter en belæring eller en formaning, i kraft af hvilken kandidatens forskellige pligter bliver nøje forklaret.

Måden at instruere eller belære på forekommer i form af en række korte dramaer, som er baseret på ældgamle fortællinger og stenhuggernes skikke, der – som tidligere nævnt – er ”indhyllet i allegorier og belyst ved symboler”.

For at nævne blot ét aspekt i forbindelse med det at ”lave en murer” (som er den engelske måde at udtrykke det på), kan det siges, at frimureri handler meget om næstekærlighed. I det drama, som opføres, kommer kandidaten ind i logen som en fattig mand i pjalter. Dette symboliseres ved at arrangere hans påklædning på en bestemt og ynkeligt udseende måde. Taget ud af sammenhængen kan dette måske for nogen forekomme latterligt og tåbeligt, men det tjener et formål. Nemlig dette, at det ingen betydning har, hvem kandidaten er, eller hvor betydningsfuld han måtte være udenfor logen. Om han er prins eller tigger, rig eller fattig, så må han dog gennemgå den samme behandling og det samme ritual. Uanset hvilke forskelle der gælder udenfor frimureriet, så er alle lige indenfor, og alle må gennemgå den samme historiske ceremoni, som i alt det væsentlige er forblevet den samme gennem hundreder af år.

Ritualet med dets forskellige dramaer er for alle medlemmer en erfaring og oplevelse, som de har tilfælles, og som knytter dem sammen og til hinanden. Anvendelsen af drama, allegorier og symbolik indprenter grundsætningerne og belæringerne mere fast i hver enkelt kandidats erindring, end hvis de blot var givet til ham i et prosaisk moderne sprog.

Et af de principper, en frimurer bliver belært om er, at hans pligt overfor Gud, overfor loven, overfor sin familie og som borger langt overstiger enhver pligt, han måtte føle overfor en anden frimurer.

Enhver kandidat bliver ved sin indtræden i frimureriet fortalt – og må uden omgåelse acceptere – at han ikke må forvente materielle fordele ved sit medlemskab. På forskellige trin i løbet af de tre ceremonier, der gør ham til en fuldt færdig frimurer, samt når han derefter får overrakt sit certifikat fra lauget, bliver han meget kraftigt mindet om, at forsøg på at opnå fordele eller materielle goder for sig selv eller andre, er et misbrug af medlemskabet, som ikke vil blive tolereret.

Konstitutionsbogen, som ethvert medlem modtager, indeholder de regler, som handler om misbrug af medlemskabet, og som kan resultere i straffe, der varierer fra midlertidig suspension til total udstødelse af lauget.

Det lange bord
De to dele af mødet, som ovenfor er omtalt, foregår i logen. Den tredje del foregår i spisesalen ved dét, som frimurerne kalder ”det lange bord” (i England ”det festlige bord”). Her indtages et måltid, som kan variere fra møde til møde og fra sted til sted. Det kan dreje sig om et meget beskedent traktement eller – ved visse lejligheder – en middag, som så ifølge traditionen betegnes som en banket, der som regel afholdes én gang om året, nemlig ved installeringen af den nye mester.

Uanset måltidets omfang udbringes der visse skåler, flere eller færre alt efter den forhåndenværende anledning.

Det lange bord” er en absolut fornøjelig affære, der sætter et festligt punktum for en god aften.

Et hemmeligt selskab?
Efter alt det, som nu er fortalt, hvorfor bliver frimureri da opfattet som et hemmeligt selskab?
Frimureri er ikke et hemmeligt selskab!

På samme måde som mange klubber, foreninger og selskaber har frimureri naturligvis visse ting, som af dets medlemmer anses for at være private men ikke hemmelige. Frimureriets mål og regler (gengivet i konstitutionsbogen) er tilgængelig for offentligheden. Dets mødesteder landet over er kendte, og de forskellige faciliteter i  forbindelse hermed – i form af selskabs– og mødelokaler – bruges i mange byer til ikke–frimureriske begivenheder af forskellig art.

Logernes medlemmer vil med glæde, når de med en seriøs begrundelse bliver bedt om det, fortælle om deres medlemskab. Tænk i øvrigt på, at hvis frimureri var et hemmeligt selskab, ville en hjemmeside som den, hvor det her beskrevne er lagt frem, næppe eksistere.

Vi må erkende, at det i det store og hele er vor egen fejl, at vi er kommet til at fremtræde som hemmelighedsfulde. I England er det først efter sidste krig, at hemmelighedskræmmeriet er vokset frem. Før den tid var frimureriske aktiviteter ofte og indgående omtalt i pressen. Gudstjenester blev holdt med brødrene iklædt deres frimureriske beklædning. Hvis ikke man kunne finde en passende person til at foretage en grundstensnedlæggelse ved en offentlig bygning, henvendte man sig til frimurerne, hvorfra en ledende embedsmand iført høj hat og embedskrave eller -kæde påtog sig at udføre den højtidelig handling.

I Danmark har der altid været tradition for at omgive frimureriet med stor hemmelighedsfuldhed. Vi har – uden at være et hemmeligt samfund – været et lukket samfund. Imidlertid har vi på fornuftig vis i de seneste årtier åbnet os mod offentligheden.
For det første fordi der ikke er specielle hemmeligheder, som kun gælder for frimurere.
For det andet fordi vort samfund på næsten alle områder er blevet et åbent samfund, der ikke bryder sig om ikke at kunne få kendskab til alt, hvad man synes, man har lyst til at kende.

Derfor er de medlemmer, vi ønsker at optage i vor kreds, et produkt af dette samfund og som sådanne af natur og indstilling åbne mennesker. De er åbne mennesker, der i den udstrækning, det er muligt, bør vide så meget som muligt om dét, de i fuld tillid til deres forslagsstillers og anbefalers anbefaling giver sig i kast med.

Alligevel kan det generelt – og med en vis ret – hævdes, at frimureriet aldrig har været og fortsat ikke er udtænkt som en institution, som alle og enhver kan få indblik i og blive medlem af. Bortset fra dets belæringer, har frimureriets største styrke i virkeligheden altid været dets eksklusivitet, dets aura og dets gådefulde tiltrækningskraft.

Det mærkelige er, at frimureri ikke er hemmeligt og aldrig har været det. Faktisk bliver den nye mester for logen tilskyndet til at lære sin loges medlemmer at handle på en sådan måde – og til selv at handle på en sådan måde – at de overfor ”verden kan vise vort gamle, værdige laugs lykkelige og velgørende virkninger således, at når det siges om en mand, at han er medlem heraf, så véd verden, at han er et menneske, hvem man kan stole på”.

Det som er hemmeligt, er de tegn, greb og ord, hvormed frimurerne giver sig til kende overfor hinanden, hvilket alene er begrundet i en veneration for den historiske baggrund. En uvedkommendes kendskab til disse ville give ham mulighed for at gå ind i en hvilken som helst loge og identificere sig som frimurer og følgelig tage del i arbejdet. Af den grund bruges de med stor forsigtighed og omtanke.

Lad os endnu engang stille spørgsmålet: “Hvad er frimureri”

En engelsk biskop betegnede det engang som en ”temmelig harmløs excentricitet.” Med hvilken baggrund og med hvilket kendskab vides ikke. Men det fortjener absolut en meget mere positiv karakteristik. Det beskæftiger sig i en vis udstrækning med filosofi, med velgørenhed, med gæstfrihed overfor besøgende, med det at spise sammen og at nyde samværet med andre brødre. Frimureriets inderste og virkelige kerne tiltrækker sig tilsyneladende disse og andre aspekter og indføjer dem naturligt og med glæde i hele dets plan.
En anden af de helt grundlæggende dele af frimureri har fra de tidligste dage, hvorom der findes optegnelser, været ritualerne med deres tilhørende ceremonier. Hvis man ville fjerne gradsarbejdet eller forelæsningen af en formaning eller lektion, ville man med rette kunne påstå, at så ville det ikke være frimureri.

Frimureri er et dybtfølt fællesskab mellem mænd, som har deres personlige religiøse og moralske opfattelse, og som har søgt at tilegne sig en vis indsigt i vor tilværelses natur, en indsigt som kun kan meddeles ved hjælp af en ældgammel og vedtagen form i kraft af det talte ord, og som kræver en omhyggelig udenadslære og en konstant eftertanke.

Frimurerens korrekte og velovervejede svar på spørgsmålet: ”Hvad er frimureri” er allerede ovenfor blevet givet, nemlig at det er: ”Et særligt moralsystem, indhyllet i allegorier og belyst ved symboler.”

Bemærk, der er ikke tale om en samling love, der skal styre vort liv eller en vejledning i moral, men et ”særligt system.” Hermed menes et system som er noget specielt, noget karakteristisk, ja man kunne endda sige noget privat eller personligt. Det er baggrunden for, at frimureri ofte betegnes som en livsstil – som hos den enkelte broder kan udmønte sig i en helt privat og personlig livsstil!

Alligevel er frimureri et fællesskab – et uhåndgribeligt fællesskab – som i sig selv er en ”hemmelighed” eller et ”mysterium.”

Hvad frimureri har gjort, og hvad det fra begyndelsen var tænkt at skulle gøre, er at forme og stimulere mænds sind og hjerter på en sådan måde, at de bliver mere generøse mod de nødlidende, at de agter deres brødre, at de søger sandheden og ærer deres Gud, idet de samtidig forener sig i den store plan at være glade og at videregive glæde.