Hovedmenu:
Historie
Allerede i løbet af 2004 blev bygningsudvalget klar over, at huset på Hunderupvej trængte til en kærlig hånd både udvendig og indvendig. Det ville med andre ord sige, da det kom til stykket – en renovering.
Da vi ikke havde den store mulighed for at skabe mere plads, på en økonomisk forsvarlig måde, måtte vi prøve at tænke i andre baner. Det endte da også med, at forslaget om at spare pengene til renovering og i stedet bruge dem til at bygge et nyt hus, der fra starten var indrettet til at bruge som loge.
Der blev udarbejdet, diskuteret og fremlagt adskillige forslag til det kommende projekt. I slutningen af foråret 2005 blev der endeligt vedtaget et meget utraditionelt forslag, der var kommet fra en af logens brødre, der var arkitekt. Det blev samtidig vedtaget at sætte Hunderupvej 49 til salg.
Da adressen var ret attraktiv, håbede vi på en hurtig handel til en fornuftig pris, så vi ikke skulle til at optage et for stort lån for at financiere vort nybyggeri.
Da vi havde en grund til en yderst rimelig pris på hånden, kunne det hele ikke gå hurtigt nok. Det gik hurtigt, og allerede den 15. august 2005 gik byggeriet i gang på Munkehatten 20.
Det kan i grove træk følges i en billedserie.
Fordi huset allerede var solgt til fraflytning i løbet af sommeren, stod vi uden et sted at holde loge ved efterårssemesterets start. Det meste af vort inventar var anbragt på et lager, så vi havde kun det mest nødvendige i nogle papkasser, som var fordelt til logens embedsmænd. Nu manglede vi bare at finde et midlertidigt sted, hvor vi kunne holde loge, indtil vi kunne flytte ind i vores eget igen.
Det viste sig dog at blive vanskeligere end forventet. Der var ingen logiske steder, der kunne- eller ville give os midlertidig husly, så vi måtte i begyndelsen benytte os af restaurationslokaler, som i længden viste sig at være en for dyr løsning. Heldigvis kom vi i kontakt med ”Dansk Broder Orden” på Brockdorffvænget i Odense. De stillede sig mere end villige til at hjælpe brødre ”i nød” ved at tilbyde os husly på meget favorable vilkår.
I begyndelsen af februar 2006 blev den nye loge taget i brug. Den var langt fra færdig, men med lidt god vilje, kunne den dog bruges – og ikke mindst, var vi nu under eget tag igen.
Endelig den 8. april 2006 blev logen på højtidelig vis indviet og officielt taget i brug for det daglige arbejde.